I 97 % af alle opstigninger fra jorden koncentreres trykket på hestens ryg på den ene side af dens manke. Dette tal stammer fra en undersøgelse foretaget med en trykmålingsmåtte under sadlen, og det optræder ikke nogen steder i de sædvanlige vejledninger. Det er dog netop dette, der forklarer, hvorfor undervisere insisterer så meget på brugen af en skammel. At stige op på en hest er en tilsyneladende enkel bevægelse, men den udspiller sig over ti sekunder, hvor alt kan gå galt: en løs gjord, en hæl der presses ind i flanken, et ben der falder tungt. Denne guide giver dig den præcise metode, hvad der er normalt første gang, hvad der ikke er, og hvad du skal forberede inden din første lektion.
Det vigtigste at huske
- At ride betegner udøvelsen af ridning, at sidde på en hest betegner det at sidde på dette specifikke dyr. Begge former er korrekte.
- Fem tjek går forud for handlingen: gjord, stigremme, tøjler, hjelm, terræn. Gjorden er den mest forsømte og den farligste.
- Opstigningen er opdelt i 7 trin. Man hejser sig op ved at skubbe fra med højre ben, aldrig ved at trække i tøjlerne.
- Fra jorden er den samlede kraft og trykket på hestens ryg betydeligt højere end dem, der måles fra en 35 cm høj skammel.
- Traditionen med venstre side stammer fra det middelalderlige sværd, der blev båret i venstre side. Ingen teknisk årsag gør det nødvendigt i dag.
- Ved afstigning skal begge fødder tages ud af stigbøjlerne før alt andet. En fastklemt fod er den klassiske alvorlige ulykke.
- I en tilknyttet klub betinger FFE-licensen din forsikringsdækning fra det øjeblik, du begynder at gøre hesten klar: 29 euro for unge, 40 euro for voksne i sæsonen 2026.
At ride: hvad udtrykket præcis betyder
At ride betegner generelt udøvelsen af ridning, mens det at ride en hest betegner det at sidde på netop dette dyr. Begge formuleringer er korrekte, de siger blot ikke det samme.
Nuancen er denne:
- At ride: aktiviteten uden objekt. “Han har redet i to år” betyder “han har dyrket ridning i to år”.
- At ride en hest: handlingen rettet mod et specifikt dyr. “Jeg har redet en svær hest” henviser til en bestemt hest.
- At sætte sig i sadlen: selve bevægelsen, den der går fra jorden til siddende stilling. Det er hovedemnet på denne side.
- At stige op på en hest: almindelig form i talesprog, men som snarere antyder idéen om at klatre op end det at udøve sporten.
Synonymer, der kan bruges på skrift, er at ride, at svinge sig op og at gå til ridning. Det første har en litterær klang, det andet beskriver bevægelsen af benet, der føres over krydset, det tredje tilhører det almindelige sprogbrug. I rideskolernes ordforråd vil man især tale om at ride, kort og godt, og om ridehold for at betegne den kollektive undervisning.
De 5 ting, du skal tjekke, før du sætter foden i stigbøjlen
Fem tjek adskiller en korrekt opsidning fra en dum ulykke, og de tager tilsammen mindre end et minut. Intet af dem er valgfrit, selv ikke på en klubhest, der er gjort klar af en anden.
- Tjek gjorden. Det er den vigtigste kontrol, som oftest bliver glemt. En hest puster maven op, mens man sadler den, og slapper derefter af. En gjord, der var strammet for ti minutter siden, er nu blevet løs. Placer to fingre fladt mellem gjorden og hestens flanke: Hvis du kan få fire fingre ind, skal den strammes et hul. En sadel, der drejer rundt under opsidning, er den hyppigste årsag til fald ved opstigning.
- Juster dine stigremme, før du stiger op. Armreglen giver en pålidelig grundindstilling: Placer din knyttede hånd mod stigremsholderen, stræk armen langs læderet, og stigbøjlen skal nå op til din armhule. Du kan finjustere, når du sidder i sadlen, men at stige op med stigremme, der er dobbelt så lange som nødvendigt, gør bevægelsen næsten umulig.
- Tag tøjlerne og før dem over hestens hals. De skal føres frem mod hovedet, være justerede og klar til at blive grebet. Tøjler, der hænger ned til jorden, er en fælde: Hesten kan træde på dem og skade sin mund eller gå i panik.
- Fastgør hageremmen på din ridehjelm, før du nærmer dig hesten. Den skal lukkes i boksen eller ved døren, ikke når du først har foden i stigbøjlen. En hjelm, der bare er sat på hovedet uden at være spændt, beskytter ikke mod noget.
- Tjek underlaget under dine fødder. Fladt, skridsikkert og ryddeligt terræn. Ingen ujævnheder, ingen løse småsten, ingen frosne vandpytter. Hesten skal have fire stabile ben at stå på, og det skal du også.
I forberedelsen forud for disse kontroller gennemgår vores guide til striglegrej, hvad du skal have ved hånden, allerede før du henter din sadel. De almindelige elementer inden for sadeltøj og pleje findes i vores kollektion af rideudstyr.
At komme i sadlen: metoden i 7 trin
At komme i sadlen opdeles i syv sammenhængende bevægelser, og den eneste regel, der ikke tåler nogen undtagelse, er, at man løfter sig ved at skubbe fra med højre ben, aldrig ved at trække i tøjlerne. Her er den komplette rækkefølge.
- Stil dig ved hestens venstre skulder, vendt mod bagparten. Din venstre skulder er på højde med dens venstre skulder, og dit blik er rettet mod krydset. Denne position er vigtig: Hvis hesten går fremad, får den dig til at dreje ind mod den i stedet for at bringe dig ud af balance.
- Tag begge tøjler i venstre hånd, justeret kort, men uden spænding. En let kontakt med munden er nok til at fortælle hesten, at den skal blive stående. En stram tøjle beder den derimod om at bakke.
- Placer venstre hånd på manken, med tøjlerne, eller på forsvidselen, hvis du mangler højde. Manken er det højeste punkt ved bunden af halsen: det er et stabilt støttepunkt.
- Placer venstre fod i stigbøjlen, med tåen pegende mod hestens forpart, aldrig vinkelret. Din hæl må på intet tidspunkt røre flanken: det er signalet, der får en følsom hest til at gå fremad.
- Støt dig med højre hånd på bagsvidselen, den forhøjede bageste del af sadlen, eller på den modsatte sadelklap. Mange ryttere tager fat i forsvidselen med begge hænder: det trækker sadlen til den ene side og gør det værre.
- Hiv dig op ved at skubbe fra med højre ben, der bliver på jorden, i én impuls, ikke ved at trække. Du stiger op lodret med overkroppen tæt på hestens flanke. Sving derefter højre ben højt over krydset uden at røre det.
- Sæt dig blødt ned, mens du følger bækkenets bevægelse nedad med hænderne. Vægten placeres, den falder ikke. Find derefter den højre stigbøjle uden at kigge ned ved at lede efter stigbøjlen med spidsen af foden.
Det, der er helt normalt første gang: at mangle kræfter ved sjette takt, at skulle prøve to gange, at have brug for en skammel, selvom man er atletisk. At stige op fra jorden kræver en hoftefleksibilitet, som de færreste træner i deres dagligdag. Det er ikke en mangel på fysisk form, det er en smidighed, der skal opbygges.
Det, der ikke er normalt: en hest, der bakker, så snart du tager fat i stigbøjlen, eller som systematisk flytter sig. I det tilfælde skal du stoppe og tilkalde underviseren. Problemet skyldes aldrig kun dig.
Opstigning, stigbøjle eller barbak: hvad hver metode koster hestens ryg
I 2008 målte et studie publiceret i The Veterinary Journal, ved hjælp af en trykmålingsmåtte under sadlen, hvad opstigningen reelt påfører hestens ryg, og forskellen mellem jorden og en skammel er tydelig. Ti ryttere red tre gange fra jorden og tre gange fra en platform på 35 centimeter, i tilfældig rækkefølge.
Resultaterne, når de er normaliseret i forhold til rytterens vægt: den samlede kraft og spidsbelastningen er væsentligt højere, når opstigningen sker fra jorden. Maksimum nås præcis i det øjeblik, hvor højre ben føres over krydset, det vil sige på det sjette trin i ovenstående metode. Og i 97 % af de observerede opstigninger var trykket koncentreret på højre side af manken, altså den side, der er modsat rytterens placering.
Det er denne asymmetri, der er interessant. Den siger ikke, at man aldrig må stige op fra jorden: den siger, at en hest, der bliver redet flere gange om dagen, altid fra samme side og altid fra jorden, modtager en gentagen og ensidig belastning på et lille område. En skammel handler derfor ikke om rytterens komfort, men om fordelingen af en belastning.
- Metode | Belastning på hestens ryg | Sværhedsgrad for rytteren | Hvornår skal den bruges
- Opsidningsskammel (35 cm og derover) | Den mindste af de fire, reduceret kraft og trykspids | Lav, tilgængelig for alle | Som standard, og systematisk på en hest, der rides flere gange om dagen
- Stigbøjle fra jorden | Samlet kraft og spids væsentligt højere, koncentreret på højre side af manken | Høj, kræver en god hoftefleksibilitet | Udendørs, når der ikke er nogen støtte til rådighed
- Ekstern hjælp (støtte af ben) | Lav, belastningen fordeles af personen på jorden | Lav, men kræver koordination mellem to personer | Begynder uden opsidningsskammel, eller skadet rytter
- Barbak (uden sadel) | Tryk fordelt på en større flade, men uden bom til at fordele det | Meget høj uden støttepunkt | Specifikt arbejde med balance, aldrig under indlæring
Et ord om ridning barbak, da det er et af de emner, der oftest dukker op: fraværet af en sadel betyder ikke fravær af belastning. Sadlen fordeler rytterens vægt på begge sider af rygsøjlen takket være dens bom. Uden den påføres vægten direkte, på en større flade, men uden denne fordeling. Det er en balanceøvelse, ikke en praksis, der i sagens natur er mere respektfuld.
Hvorfor stiger man op fra venstre side, og er det stadig nødvendigt
Man stiger op fra venstre side på grund af et sværd, som ingen har båret i fem århundreder. I middelalderen bar ridderen sit sværd i venstre side for at kunne trække det med højre hånd. At stige op fra højre side ville have ført våbnet, selv i skeden, hen over hestens kryds med risiko for at skade den. En svækket hest, selv en smule, blev en ulempe i kamp.
Vanen blev strengt undervist på militærskoler, derefter overført til civile rideskoler, og den har sat sig fast overalt. Ordforrådet har bevaret sporet af det: Man taler stadig om opstigningssiden for venstre side og ikke-opstigningssiden for højre side.
I dag er der ingen teknisk grund, der kræver det. Og studiet, der blev nævnt ovenfor, giver endda et argument for at ændre det: Da presset koncentreres 97 % på højre side af manken, når man stiger op fra venstre, fordeler det mekanisk denne belastning at skifte side.
To forholdsregler før du går i gang:
- Hesten skal gradvist vænnes til det. En rideskolehest, der aldrig er blevet steget op på fra højre, kan flytte sig, dreje hovedet eller bakke. Det er ikke dårlig vilje, det er en overraskelse.
- Gør det under opsyn første gang. Dine egne referencer ændrer sig også: hænderne bytter plads, støtten er ikke længere den samme, og balancen skal findes.
Den korrekte position, når du sidder i sadlen
Når du sidder ned, består den korrekte position af én enkelt reference-linje: skulder, hofte og hæl på linje vertikalt set fra siden. Alt andet følger heraf.
Detaljerne for hvert område:
- Sædet. Du har kontakt med begge siddeben og skambenet, ikke siddende tilbage på halebenet eller fremme på skridtet. Ryggen er ret uden at være stiv, og skuldrene er afslappede og sænket.
- Benene. Hænger ned langs hestens side, med læggen i kontakt uden pres. Hælen er lavere end tåspidsen, hvilket stabiliserer benet og forankrer dig i sadlen. Foden hviler på stigbøjlen ved tæernes rod, ikke stukket helt ind til hælen.
- Hænderne. Over manken, med en afstand svarende til biddets bredde, med tommelfingrene opad. Albuerne forbliver tæt ved kroppen. En blød linje skal kunne tegnes fra din albue til hestens mund gennem tøjlen.
- Blikket. Rettet langt fremad, mellem hestens ører og videre ud. Kig aldrig ned på halsen: hovedet vejer flere kilo, og ved at sænke det tipper du hele din overkrop fremad, hvilket bringer både dig og hesten ud af balance.
Denne position er ikke dekorativ. Den fordeler din vægt i midten af sadlen, der hvor hestens ryg bærer den bedst, og den gør dig i stand til at reagere. En rytter i permanent ubalance tager fat i tøjlerne for at holde balancen, og en rytter, der tager fat i tøjlerne, trækker i en hestemund. Til det videre arbejde, når dette fundament er på plads, fortsætter vores guide til galop på hest, hvor denne slutter.
Stig af hesten uden at komme til skade
Når du stiger af, skal begge fødder ud af stigbøjlerne, før noget andet bevæger sig. Det er den vigtigste sikkerhedsregel i hele sekvensen, og det er den, de fleste guides glemmer at nævne.
Årsagen er enkel: En fod, der sidder fast i stigbøjlen, mens kroppen bevæger sig mod jorden, er opskriften på en alvorlig ulykke. Rytteren ender med at hænge med hovedet nedad mod siden af en hest, der kan finde på at løbe. Ingen anden fejl ved op- og afsidning har dette potentiale.
Den korrekte sekvens:
- Stop hesten helt og sørg for, at den står stille, ikke bare er sat ned i tempo.
- Tag begge tøjler i venstre hånd med samme lette kontakt, som når du sidder op.
- Tag højre fod ud af stigbøjlen, derefter venstre fod. Begge to, uden undtagelse, før du bevæger kroppen.
- Placer højre hånd på sadlens forsvidsel, venstre hånd bliver på halsen sammen med tøjlerne.
- Læn overkroppen fremad og før højre ben over krydset, højt, uden at røre det.
- Lad dig glide langs siden ned til jorden, mens du bevarer kontakten med sadlen.
- Affjedr med knæene, når du rører jorden, med benene let bøjede. En hest måler mellem 1,50 og 1,70 meter over manken for almindelige størrelser: et fald er ikke ubetydeligt for leddene.
Stig aldrig af ved at beholde venstre fod i stigbøjlen for at “sikre” afstigningen. Denne variant virker mere sikker, men den er præcis det modsatte.
De 7 begynderfejl, der får hesten til at reagere
Syv fejl går systematisk igen hos ryttere, der er begyndere, og de har alle en direkte og øjeblikkelig konsekvens for hesten. Ved at kende dem på forhånd undgår du at lære gennem hændelser.
- Træk i tøjlerne for at hejse dig op. Trækket går gennem biddet og ender i hestens mund. Resultat: Den bakker, løfter hovedet eller begge dele. Selve opstigningen skal ske ved hjælp af benene og støttepunkterne, ikke via munden.
- Pres hælen eller tåspidsen ind i siden. Når du stikker foden i stigbøjlen, presser tåspidsen, der vender mod hesten, mod ribbenene. For hesten er det et signal om at gå fremad. Den går frem, og du befinder dig halvvejs oppe.
- Lad dig falde ned i sadlen. I syvende takt skal vægten placeres roligt. En rytter på 70 kilo, der sætter sig med et ryk, påfører en brutal belastning på et område, hvor rygsøjlen løber. Gentaget fører det til, at hestens ryg bliver stiv.
- Stig op uden at have tjekket gjorden igen. Nævnt før, men det er den hyppigste fejl i absolutte tal. Sadlen drejer rundt, og rytteren ender på jorden med sadlen under hestens mave.
- Nærm dig bagfra uden at give lyd. Hesten har en blind vinkel bag sig. En hånd, der placeres uden varsel, udløser en flugtrefleks eller et defensivt spark. Man nærmer sig ved skulderen, taler til hesten og holder en hånd i kontakt.
- Kig på dine fødder, når du sidder i sadlen. For at lede efter den højre stigbøjle eller tjekke din position. Det bøjede hoved skaber ubalance fremad og forkorter din balance i sadlen. Stigbøjlen findes med foden, ikke med øjet.
- Stig op på en hest, der ikke står stille. Hvis den bevæger sig, er den ikke klar. Sæt dig ned igen, vent på at den står helt stille, og begynd forfra. At stige op på en hest i bevægelse bringer dig ud af balance på det værst tænkelige tidspunkt.
Licens, hjelm og første lektion: hvad du skal bruge, før du tager afsted
For at ride i en klub, der er tilknyttet det franske rideforbund (Fédération française d’équitation), er licensen ikke en administrativ luksus: det er den, der sikrer din forsikringsdækning, lige fra forberedelsen af din hest og frem til aktivitetens afslutning. Uden en gyldig licens har du hverken adgang til undervisning med instruktør eller til at bestå dine Galops-prøver.
For sæsonen 2026 er prisen for en licens til udøvere fastsat til 29 euro for unge og 40 euro for voksne. Denne takst blev reguleret den 1. september 2025 efter mere end tredive år uden prisstigninger. Med andre ord er det den første stigning, som en hel generation af ryttere vil have oplevet.
Hvad angår hovedbeskyttelse, er den gældende europæiske standard for nye hjelme EN 1384:2023, som blev indført i slutningen af 2023. Den skærper markant den tidligere overgangsstandard VG1 01.040 2014-12:
- Lateral stivhed øget fra 630 til 800 newton.
- Modstandsenergi over for perforering øget fra 14,7 til 18,4 joule.
- Test af hageremmens fastholdelse øget fra 175 til 240 millimeter.
VG1-certificerede hjelme er fortsat tilladte til stævner i EU, men de kan ikke længere fremstilles under denne standard. Hvis du køber nyt, skal du tjekke for EN 1384:2023-mærkningen på det indvendige mærkat. Og husk, at en hjelm, der har været udsat for et stød, skal udskiftes, selvom den ser intakt ud.
Hvad angår resten, er her, hvad der er reelt nødvendigt til den første lektion, og hvad der kan vente.
- Kategori | Elementer | Hvorfor
- Uundværligt fra første lektion | Hjelm efter gældende standarder, fleksible bukser uden indvendige sømme, lukkede sko med lille hæl | Sikkerhed og minimal komfort. Hælen forhindrer foden i at glide gennem stigbøjlen
- Hurtigt nyttigt | Støvler eller ridestøvletter med leggins, handsker | Det bare læg gnider mod sadelklappen og bliver skadet på to lektioner
- Senere, afhængigt af praksis | Ridebukser med skind, sikkerhedsvest, pisk | Købes når disciplinen og niveauet er fastlagt
De fleste klubber udlåner en hjelm til de første lektioner, hvilket gør det muligt at prøve det af, før du investerer. Almindeligt tøj og udstyr findes i vores kollektioner for ridning og tøj til hest, og små dagligdags accessories til stalden i kollektionen tilbehør til hest.
FAQ: ridning
Her er de korte svar på de spørgsmål, der oftest går igen hos ryttere, der er ved at lære at ride.
Hvad kaldes det at ride på en hest?
Det kaldes ridning. Begrebet betegner alle de teknikker og discipliner, der praktiseres til hest. Den præcise bevægelse, der består i at komme fra jorden og op i sadlen, kaldes at stige op, og det verbum, man bruger i klubberne, er ganske enkelt “at ride”.
Hvad er synonymet for at ride på en hest?
De gængse synonymer er at ride og at sidde op. Det første hører snarere til det litterære sprog, det andet beskriver bevægelsen af benet, der føres over hestens kryds. I daglig tale vil man oftest sige “at gå til ridning” eller blot “at ride”.
Kan man ride uden licens?
I en klub, der er tilknyttet det franske rideforbund (Fédération française d’équitation), er licensen en forudsætning for forsikringsdækning og adgang til undervisning. Nogle steder tilbyder prøvetimer eller enkelte rideture under en dedikeret forsikring, men så snart du starter på et undervisningsforløb, bliver licensen reglen.
I hvilken alder kan man begynde at ride?
Rideklubber tager generelt imod børn fra tre- eller fireårsalderen til baby-pony, og derefter i ponyklub. For voksne er der ingen aldersgrænse. En stor del af nybegynderne i klubberne er over tredive, og mange opdager ridning ved at ledsage deres barn.
Hvor lang tid tager det at lære at ride?
Regn med omkring ti lektioner for at blive selvkørende i skridt og letridning i trav på en rolig rideskolehest. Galop 1, det første officielle niveau, opnås ofte på en sæson med én ugentlig undervisningstime. Selve opstillingen i sadlen automatiseres i løbet af tre eller fire lektioner.
Skal man være bange for at ride første gang?
Ængstelse er normalt og endda nyttigt: det opretholder årvågenheden. Det, der beroliger hurtigst, er at kende forløbet på forhånd, hvilket denne guide gør præcist, og at vælge et sted, der betror dig en rideskolehest, som er vant til nybegyndere.
